Ugens navn: Bartholine Blide

Bartholine Blide

I Niels Lyhne støder vi på den drømmende karakter Bartholine Blide. Dette er et navn der åbner op for mange fortolkninger af karakteren i I. P. Jacobsens tekst. Først er der efternavnet Blide, der både har konnotationer til adjektivet blid (eller flertalsformen blide, for at dække hele familien). Her er konnotationerne til det milde og nænsomme væsen, den stille natur. Samtidigt er substantivet en blide også et våben, en videreudvikling af en katapult, hvormed vi har fat i det eksplosive, kraftige og voldsomme. Allerede i efternavnet indikeres en konflikt eller nærmere en spænding mellem stilheden og det voldsomme, en indre spænding som Bartholine i allerhøjeste grad besidder. Denne spænding videreføres til hendes relation til verden og i særdeleshed til relationen til Niels Lyhne, sønnen, som må se denne længsel uudfoldet og smerteligt gemt i et visnende væsen.

En ekstra kompleksitet bliver bragt ind i karakteren med fornavnet Bartholine, som er afledt af Bartholomeus, en af Jesu tolv apostle. Konnotationerne her er til hans liv og død, men også, tænker jeg, til hans rolle i Francis Bacons’ New Atlantis. Først sidstnævnte, der udspiller sig på Bensalem, en isoleret ø hvor rationalitet og fornuft er indbegrebet af livet på øen. Bartholomeus ankommer og bringer kristendommen til øen, eller måske mere relevant, han bringer et menneskeligt aspekt frem der ligger udenfor (eller over) den menneskelige fornuft. Hermed kan vi også se Bartholine, som den der bringer Niels Lyhne et ekstra lag af livet. Hun bliver en budbringer, men også sammenholdt med The House of Solomon, til den der kan skabe illusioner med lys. Dermed har vi en person der sætter spild og skaber illusioner, længsel og mystik i menneskets liv.

En af myterne om Bartholomeus var at han tog til Indien for at forkynde Jesu budskab, men led martyrdøden ved at få sit skin flået af, før han blev korsfæstet. Hvis vi tager denne rejse og sammenstiller med Bartholines sidste rejse med Niels, så er det klart, hvad et møde med det hun troede var længslens objekt, ville bringe. Hun kan ikke skabe en relation til virkeligheden, ligesom Bartholomeus ikke kunne skabe kontakten til Inderne, og forsøget må ende med en martyrdød. Hendes martyrium bliver verdens prosaiske udtryk overfor hendes indre verden der er ren poesi. Bartholine korsfæstes fordi Niels uforvarende dømmer hende til at indse (hvilket hun nok alligevel ikke gør) at verden ikke stemmer overens med hendes indre verden, og at hendes længsel aldrig havde haft et objekt i den ydre verden.

Bartholine Blide er altså som navn allerede en indikation af et splittet menneske, der er dømt til martyrdøden, allerede inden karakteren udfolder sig på siderne.