Ugens navn: Bartholine Blide

Bartholine Blide

I Niels Lyhne støder vi på den drømmende karakter Bartholine Blide. Dette er et navn der åbner op for mange fortolkninger af karakteren i I. P. Jacobsens tekst. Først er der efternavnet Blide, der både har konnotationer til adjektivet blid (eller flertalsformen blide, for at dække hele familien). Her er konnotationerne til det milde og nænsomme væsen, den stille natur. Samtidigt er substantivet en blide også et våben, en videreudvikling af en katapult, hvormed vi har fat i det eksplosive, kraftige og voldsomme. Allerede i efternavnet indikeres en konflikt eller nærmere en spænding mellem stilheden og det voldsomme, en indre spænding som Bartholine i allerhøjeste grad besidder. Denne spænding videreføres til hendes relation til verden og i særdeleshed til relationen til Niels Lyhne, sønnen, som må se denne længsel uudfoldet og smerteligt gemt i et visnende væsen.

En ekstra kompleksitet bliver bragt ind i karakteren med fornavnet Bartholine, som er afledt af Bartholomeus, en af Jesu tolv apostle. Konnotationerne her er til hans liv og død, men også, tænker jeg, til hans rolle i Francis Bacons’ New Atlantis. Først sidstnævnte, der udspiller sig på Bensalem, en isoleret ø hvor rationalitet og fornuft er indbegrebet af livet på øen. Bartholomeus ankommer og bringer kristendommen til øen, eller måske mere relevant, han bringer et menneskeligt aspekt frem der ligger udenfor (eller over) den menneskelige fornuft. Hermed kan vi også se Bartholine, som den der bringer Niels Lyhne et ekstra lag af livet. Hun bliver en budbringer, men også sammenholdt med The House of Solomon, til den der kan skabe illusioner med lys. Dermed har vi en person der sætter spild og skaber illusioner, længsel og mystik i menneskets liv.

En af myterne om Bartholomeus var at han tog til Indien for at forkynde Jesu budskab, men led martyrdøden ved at få sit skin flået af, før han blev korsfæstet. Hvis vi tager denne rejse og sammenstiller med Bartholines sidste rejse med Niels, så er det klart, hvad et møde med det hun troede var længslens objekt, ville bringe. Hun kan ikke skabe en relation til virkeligheden, ligesom Bartholomeus ikke kunne skabe kontakten til Inderne, og forsøget må ende med en martyrdød. Hendes martyrium bliver verdens prosaiske udtryk overfor hendes indre verden der er ren poesi. Bartholine korsfæstes fordi Niels uforvarende dømmer hende til at indse (hvilket hun nok alligevel ikke gør) at verden ikke stemmer overens med hendes indre verden, og at hendes længsel aldrig havde haft et objekt i den ydre verden.

Bartholine Blide er altså som navn allerede en indikation af et splittet menneske, der er dømt til martyrdøden, allerede inden karakteren udfolder sig på siderne.

Ugens navn: Johannes Vig

Johannes Vig

Martin A. Hansen brugte som sagt lang tid på at finde det helt rigtige navn til personerne i sine fortællinger. Dette har også givet anledning til nogle af de mest mindeværdige navngivninger i dansk litteratur. Hovedpersonen i Løgneren hedder Johannes Vig, og som der indledes med: "Sig ikke dette navn for hurtigt"Martin A. Hansen spiller med Johannes Vig på flere forskellige betydninger der sættes i spænding, for at slå en kompleksitet og dybde an i personen, endnu inden vi rigtigt har mødt ham. Johannes kommer af hebraisk og betyder Gud er nådig eller Guds højre hånd. Begge betydninger kommer til at spille en rolle i Løgneren, hvor første betydning egentligt er henvendt til Johannes Vig selv, som det han må kæmpe for erkende - selvom han i sidste ende, ender med at afvise den nytestamentlige nådegave, og ender i en gammeltestamentelig etisk position. Ved at han accepterer bjergprædikens ord om at "ja, ja og nej, nej" er alt vi kan sige uden at lyve, så er det netop her han står, det han ikke kan bevæge sig ud over, ved at tage imod tilgivelsen. Han skaber selv Natanael, som betyder Guds gave, hvilket netop bliver nåden eller tilgivelsen gennem bekendelsen, men han formår ikke at tage denne gave fuldt ud til sig. Det er som om at det han selv skaber, ikke kan være klippen hvorpå han bygger sin tro og sin eksistens.
Hermed ses også hvordan sviget (altså Johanne-sVig - når det siges for hurtigt) er en integreret del af det selv som Johannes er og må leve med. Han er løgneren, fordi han altid siger for meget, og det svig kan ikke tilgives, derfor er der kun et "ja, ja og nej, nej" tilbage af sandheden.
Navnet Johannes Vig, bliver derfor til en karakteristik af en mand der bærer nåden og sviget i en sammensat person. Dette fører vel også til at han må vige (af Vig) fra at gøre noget seriøst ud af forholdet til Marie.
Alt dette formår Martin A. Hansen at installere i personen, som spor der kan læses frem i selve romanen; det der giver os en ledetråd til at bevæge os ind i værket, allerde efter den første side.Hermed ses også hvordan sviget (altså Johanne-sVig - når det siges for hurtigt) er en integreret del af det selv som Johannes er og må leve med. Han er løgneren, fordi han altid siger for meget, og det svig kan ikke tilgives, derfor er der kun et "ja, ja og nej, nej" tilbage af sandheden.Navnet Johannes Vig, bliver derfor til en karakteristik af en mand der bærer nåden og sviget i en sammensat person. Dette fører vel også til at han må vige (af Vig) fra at gøre noget seriøst ud af forholdet til Marie. Alt dette formår Martin A. Hansen at installere i personen, som spor der kan læses frem i selve romanen; det der giver os en ledetråd til at bevæge os ind i værket, allerde efter den første side.

At vælge et navn

Om at vælge et personnavn i litteraturen

Der er skribenter, som bare gramser i navneposen og giver deres personer navne, de tilfældigt får fingre i. Jeg ser lidt ned på metoden, tilstår jeg, ellers vil jeg ikke sige noget ondt. Selv kan jeg i måneder, ja i år, gå og vente paa det rette navn

- Martin A. Hansen (Midsommerfesten)